Velkommen til Kanal Gourmet og Kultur Rally 2018 – En dag for livsnydere

Lions Club Løgstør er klar til at invitere på et nyt Kanal Gourmet & Kultur Rally søndag, den 26. maj 2019. Et arrangement hvor vi præsenterer den smukke natur omkring Løgstør, Frederik d. VII Kanal, Limfjorden, Kanalhusene, Kanalmuseet, bådhavnen i Løgstør og meget mere.

Det med et væld af smagsindtryk af lokale råvarer, pragtfulde vine, kulturelle oplevelser, kammeratskab og motion.

Belært af positive og konstruktive tilbagemeldinger tilpasser vi dette års Kanal Gourmet & Kultur Rally, så det gerne skulle komme til at overgå tidligere års arrangementer.

Antallet af boder er fastholdt som i 2018 og det samme er rutens længde. Hyggen er opprioriteret, den kulinariske oplevelse fastholdt. Smagen af dejlige vine og special øl er en selvfølge.

Vi satser på at lave tre større stop på turen, hvor der bliver tid til at nyde naturen, underholdning, lækker og lækker mad, delikate vine og smagfuldt øl. Vi glemmer ikke behovet for en lille forfriskning på turen.

Folketingsmedlemmerne Bjarne Laustsen og Karsten Lauritzen er igen i år med som guider. Hertil kommer at deres kollega Pernille Vigsø Bagge har meldt sin deltagelse som guide. Alle tre har boet/bor i Løgstør og kender egnen som deres egen bukselomme. Glæd jer til at høre deres fortællinger, hvis det er deres hold I kommer med på.

Der bliver start fra Pavillon Christiansminde, Kristiansmindevej 34, Løgstør. Mød op i god tid før det starttidspunkt, I tilmeldes. Kun ved at overholde de annoncerede starttider, vil vi kunne overholde tidsplanen for Kanal Gourmet & Kultur Rally 2019.

Ved startboden vil du/I få et armbånd, som er deltagerbeviset ved boderne. Her vil du/I også stifte bekendtskab med den lokalguide, der følger holdet på turen og fortæller om naturen/egnen/fjorden og meget mere. Borgmester Knud Kristensen, Vesthimmerlands Kommune, byder jer VELKOMMEN og ønsker jer god tur.

Kanal Gourmet & Kultur Rallyet bliver en gåtur langs Frederik d. VII kanal fra Pavillon Christiansminde til Lendrup. Herfra vil nogen blive sejlet ad kanalen tilbage til Løgstør, andre vil blive kørt med tog, sponseret af Løgstør Handelstandsforening og Jutlandia Bank. Fra Limfjordsmuseet/Kanalfogedens Køkken går turen videre langs havnen til Pavillon Christiansminde.

Her vil I blive budt på et lækkert kaffe/te/kagebord lavet af Pavillon Christiansminde, bakket op med lækkerier fra Guldbageren, Løgstø.

Der vil ligeledes være opstillet et telt på pladsen foran Pavillon Christiansminde, hvor nogle af restauratørerne, leverandørerne, kunstnerne, handlende udefra og andet godtfolk vil komme med spændende tilbud. Hvilke ved vi ikke præcist endnu, men glæd jer.

På ruten vil der være stop. Her vil I blive beværtet med smagsprøver på gode madvarer, vine, øl og andet godt. Ved stoppene kan I møde producenterne af de råvarer, der er brugt til madvarerne på de forskellige steder.

Ligeledes vil der være et kulturelt indslag fra forfatter, musikere m.fl.

Alt i alt bliver det en cocktail af mange spændende oplevelser, som gerne skal give alle deltagerne en unik oplevelse.

Lions Club Løgstør er initiativtagere til Kanal Gourmet & Kultur Rallyet.

Gennem stor opbakning fra leverandører, annoncører og sponsorer forventer vi sammen med deltagergebyrerne, at der bliver tale om et overskud. Dette vil blive brugt til humanitært, velgørenhed og kulturelt arbejde lokalt, på landsplan og i udlandet.

Øvrige oplysninger om Kanal Gourmet & Kultur Rallyet kan fås ved at kigge videre på denne hjemmeside.

På vegne af
Lions Club Løgstør
Heine Pederen

Mobil: 21 42 68 39